MICHAEL SUNDING OG MIA ENGSAGER

Mia Engsager: Trombone og sang – Michael Sunding: klaver og sang 

Michael og Mia har begge været vidt omkring i musikkens verden og i denne duo smelter deres musikalske verdener sammen til én. Mias bløde basunklang, Michaels smagfulde klaverspil og deres fine vokaler giver duoen deres helt personlige lyd.

Med rødder fra jazz og latin spiller de et spændende repertoire af jazzstandards, egne kompositioner og danske sange.

Mia Engsager er trombonist, organist og sangerinde. Hun spiller med orkestre som Maluba Orchestra, Rasmus Lyberth og Trinelise Væring. Hun har også sit eget orkester “Mias Musikalske Univers” som i mange år har spillet koncerter for børn. 

Michael Sunding er pianist og sanger. Han har turneret med navne som Etta Cameron, Billy Cross og Dr. Hook. Han har udgivet flere albums i eget navn bl.a. med bassisten Mads Vinding med nye arrangementer af Carl Nielsens musik. Han er også kendt for sin udgivelse “PH på ny”, hvor han sammen med sangerinden Margrethe Grarup fortolker Poul Henningsens sange på en ny og forfriskende måde.